MENTORPORTRÆT BRIAN MØLLER

”Hvis jeg en dag opdager; ’det her, det kan jeg ikke’, jamen så finder jeg jo bare en anden måde at gøre det på. Jeg har altid fundet nogle smutveje.”


Jeg er 36 år og uddannet folkeskolelærer. I min fritid dyrker jeg meget sport og bruger meget tid sammen med min kæreste, min familie og mine venner.

Jeg blev svagsynet i teenageårene på grund af en arvelig øjensygdom. Jeg har aldrig brudt mig om at fortælle folk om mit synshandicap.

 

UDDANNELSE

Umiddelbart efter gymnasiet fik jeg job som lærervikar på en folkeskole gennem mit private netværk. Jeg var vild med jobbet og valgte at uddanne mig til folkeskolelærer.

Det faglige indhold på uddannelsen skuffede mig, men jeg færdiggjorde den, fordi jeg brændte for at arbejde som skolelærer.

Jeg brugte en stor del af min tid på relevante studiejob på et fritidshjem og i en ungdomsklub, hvilket gav mig praktisk faglig erfaring til CV’et og anbefalinger, der supplerede mit gode eksamensresultat fra uddannelsen.

 

VEJEN TIL DET FØRSTE JOB

Efter studiet søgte jeg job på 8 forskellige skoler og fik tilbudt de 7. Jeg tror, at jeg fik så mange tilbud, fordi jeg er mand, havde mange relevante ting på CV’et og havde klaret mig godt på seminariet.

Jeg skrev ikke noget om mit synshandicap i ansøgningerne. Jeg valgte at sige ja til jobbet på den skole, hvor jeg tidligere var ansat som vikar, og rektor kendte derfor til mit synshandicap i forvejen.

 

SKOLELÆRER

Som skolelærer bestod mit daglige arbejde primært af klasseundervisning. Jeg underviste i idræt på 1., 3. og 6. klassetrin. Desuden underviste jeg i matematik, musik og dansk. Jeg fungerede også som støttelærer i matematik, som gangvagt nogle dage om ugen og havde forældresamtaler om aftenen i nogle perioder af skoleåret.

Jeg underviste cirka 6 timer om dagen, ofte fra 8-14, og brugte mindst et par timer ekstra hver dag på at forberede mig. Til gengæld tog skolen hensyn i skemalægningen, så jeg oftest var vikar og underviste i idræt, hvilket ikke krævede så meget forberedelse.

Jeg kunne bruge mit syn til at genkende børnene ved at kigge på deres tøj og deres måde at bevæge sig på, og børnene vidste ikke, at jeg var svagsynet.

Jeg nød jobbet som skolelærer, men kom til et sted i mit liv, hvor jeg følte, at jeg skulle søge nye udfordringer.

 

MIT NUVÆRENDE JOB

I juli 2007 søgte jeg stillingen som Idrætsguide (under integrationsministeriet) i Gullestrup (Herning). Jeg fik jobbet og startede i august 2007. Som Idrætsguide skulle jeg integrere tosprogede gennem idrætten. Jeg fungerede som projektansat og udførte alle relevante funktioner, som andre projektansatte gjorde. Jeg havde dog lidt problemer med møder, der lå uden for normal arbejdstid, da offentlige transportmidlers ruteplaner ikke var (er) dækkende. Jeg fik dog assistance af min kæreste, som stod (fantastisk meget) til rådighed. Projektet sluttede i 2009 og jeg stod uden arbejde. Der gik dog ikke lang tid, før jeg blev kontaktet af Den Boligsociale Helhedsplan i Gullestrup, der havde hørt om mine gode resultater og ville ansætte mig for yderligere 3 ½ år. Jeg takkede selvfølgelig ”ja” og arbejder nu som forebyggelseskonsulent. I mit arbejde dækker jeg følgende områder: Daglig leder for en drenge/pige klub, ansvarlig for et lommepengeprojekt, tovholder for et mentorprojekt, aftaleordning i dialogforum samt en mødecafe. Jeg ELSKER mit arbejde.

 

MINE RÅD OM UDDANNELSE OG JOB

I forhold til uddannelsesvalg skal man vælge noget, man brænder for, og gøre det ordentligt. Man skal selvfølgelig være realistisk nok til at vide, at der er nogle ting, man ikke kan blive, når man har dårligt syn – så må man satse på det næstbedste.

Når man søger job, er det vigtigste ikke at give op og at være sig selv til samtalerne.

Generelt gælder det om at se sit handicap som en fejl, men ikke noget værre end det – så er man kommet langt!

Logo af Københavns Kommune