Studie- og startpakkedag for studerende

Foto af et bord med papirer og en hånd der rækkes i vejret.
Studie- og startpakkedag
Beskrivelse
lovgivning                        SPS lov nr- 416 (Startpakkedagen)
Målgruppe

Studerende med nedsat syn eller blindhed på videregående uddannelse.

For at deltage i første dag og modtage en startpakke skal man være berettiget til SPS og have en SPS-bevilling (Specialpædagogisk Støtte). 

 

Bemærk! Man kan tilmelde sig dagene separat eller samlet.

Varighed2 dage
Tid og stedTirsdag den 15. august og onsdag den 16. august på IBOS - Instituttet for Blinde og Svagsynede, Rymarksvej 1, 2900 Hellerup
Formål og indhold

Studie- og startpakkedagene er to dage, der klæder den studerende på til at starte på og gennemføre en videregående uddannelse. Den første dag får du udleveret din startpakke og den anden introducerer bredt til studiestarten. Har du allerede en startpakke kan du blot deltage i studiestartsdagen.

 

Dag 1: Startpakkedagen har til formål at udlevere og instruere i den bevilgede startpakke inden studiestart. Der er to typer af startpakker; en til svagsynede og en til blinde.

Startpakken indeholder som udgangspunkt en bærbar PC med Office pakken og blinde- og svagsynskompenserende programmer samt en skanner/printer. Fælles for de to startpakker er, at man ved udlevering på IBOS efter behov modtager instruktion/ undervisning i brug af hjælpemidlerne.

 

Efterfølgende vil der blive tilbudt fjernsupport.


Dag 2: Studiestartsdagen
har til formål at klæde den studerende på til at starte og gennemføre en videregående uddannelse. Der vil være råd og vejledning til, hvordan du kommer bedst igennem dit studium. Vi kommer ind på emner som planlægning, eksamensdispensation, studieteknik, gruppearbejde, studiematerialer, brug af hjælpemidler, praktik, udlandsophold og ikke mindst forsørgelse i form af SU, handicaptillæg, legater eller revalidering.

Vi får besøg af ældre studerende, som deler deres erfaringer med at tage en videregående uddannelse med et synshandicap.

Efter kurset har du

En god viden om, hvad der skal til for at lykkedes på et videregående studium. Du har kendskab til Notas formater og kender procedurerne for bestilling af studiematerialer og ansøgning om SPS og forsørgelse til studiet.

Efter udlevering af startpakken har du mulighed for at være med fra studiestart. Du kan læse studiematerialer fra Nota samt tage noter og skrive opgaver ved brug af de kompenserende programmer på PC’en.

FormOplæg, dialog, undervisning, udredning og instruktion.
Deltager antalDer er ikke noget maksimum eller minimum.
Praktisk info

Det er gratis at deltage. Frokost er inkluderet begge dage.

 

Hvis du allerede har en startpakke-PC, skal den medbringes på dag 2 og ellers en anden form for notatapparat.

 

Bemærk! I forhold til udlevering af startpakker dag 1, så kræver det en SPS-bevilling at deltage. SPS-bevillingen søges via SPS-vejlederen på studiestedet. IBOS har lavet en særlig aftale med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som administrerer ordningen, som indebærer, at IBOS kan bestille startpakken allerede i juni, altså før der er givet besked om optagelse. Det giver os mulighed for at udlevere startpakkerne på starpakkedagen i august. Du skal derfor ud over elektronisk tilmelding kontakte studievejleder Anne Bjørkmann på e-mail: ab7l(at)remove-this.sof.kk.dk eller telefon 39 45 23 63, hvis du har brug for en startpakke og ønsker at deltage på startpakkedagen.

 

IBOS refunderer transportudgifter med billigste offentlige transportmiddel.

Overnatning

Der er begrænset mulighed for overnatning på IBOS. Se link til højre.
 

TilmeldingTilmeld dig via link i højremenu.
Logo af Københavns Kommune