Eksamensvejledning for personer med blindhed

Billede af pictogram

Eksamensvejledning for blinde elever og studerende under uddannelse

De nævnte retningslinier er vejledende. Instituttet for Blinde og Svagsynede står derudover til rådighed med rådgivning i særlige spørgsmål i forbindelse med eksamen.

Vejledningen indeholder retningslinier vedrørende:

1. Ansøgning om eksamensdispensation
2. Retningslinjer for tidsrammer for eksamen
3. Eksamenslokale
4. Hjælpemidler
5. Faglig bisidder
6. Eksamensmaterialer
7. Praktisk forløb
8. Andet

1. Ansøgning om eksamensdispensation.

Det anbefales at uddannelsesstedet i god tid inden eksamen tager en snak med eleven/den studerende om dennes behov for kompensation i forbindelse med eksamen.
Da hver enkelt elev/studerende med synshandicap har forskellige behov er det vigtigt at eleven/den studerende inden samtalen have gjort sig nogle tanker om, hvordan han/hun bedst kompenseres.

2. Retningslinjer for tidsrammer for eksamen.

Ved skriftlig eksamen udvides tidsrammen normalt med 30 minutter pr. klokketime.
Ved visse eksamener kan det være nødvendigt med en større udvidelse af tidsrammen. Dette aftales i så fald nærmere i forbindelse med den enkelte eksamen.
Ved mundtlig eksamen med forberedelse fordobles forberedelsestiden.
Endvidere kan tidsrammen for selve mundtlig eksamen udvides, hvis det skønnes nødvendigt af uddannelsesstedet og/eller eleven/den studerende.

3. Eksamenslokale.

Uddannelsesstedet skal, evt. i samarbejde med ansvarlig lærer i faget, finde særskilt lokale til eleven/den studerende, hvor anvendelse af hjælpemidler ikke forstyrrer andre eksaminander. Der skal være mulighed for dagen før eksamen at indrette lokalet og hjælpemidlerne fjernes senest dagen efter eksamen.

4. Hjælpemidler til læsning, notering, opgaveskrivning.

De regler, der gælder for alle elever/studerende på det aktuelle studie angående benyttelse af computer, programmer og materialer, gælder også for den blinde elev/studerende. Desuden kan der være behov nedenstående kompenserende udstyr og programmer - eller dele heraf.
Der kan være behov for anvendelse af de synskompenserende hjælpemidler både i forbindelse med forberedelsen og under eksaminationen.

  • It-hjælpemidler:
    Computer
    Talebaseret skærmlæseprogram
    Talesyntese
    Printer
    Tekstbehandlingsprogram
    Elektroniske ordbøger og Ordbogsviser, hvis ordbøger er tilladt
    Program til afspilning af bøger i DAISY-format
    Punktskrift notatapparat og/eller Brailledisplay

    Auditive hjælpemidler:
    Digitalt notatapparat
    Transportabel Daisyafspiller/optager

    Materialer i hollandsk plast:
    Blanke ark
    Rudenet til koordinatsystem
    Logaritmisk papir
    Sandsynlighedspapir
    (kan bestilles hos IBOS ved henvendelse til Jette Friis på tlf. 39 45 23 53 eller mail jef(at)ibos.dk)

 

5. Faglig bisidder.

I tilfælde, hvor hjælpemidlerne ikke er tilstrækkelige, kan det være nødvendigt at anvende en bisidder, som har kendskab til det givne fagområde. Bisidderen findes i samarbejde mellem uddannelsesstedet og den studerende.
Bisidderens opgave består i, efter eleven/den studerendes anvisning, at hjælpe ved opsøgende arbejde i skriftligt materiale, samt ved oplæsning og tilretning af besvarelsen. Ved praktiske prøver kan bisidderen få særlig betydning f.eks. til aflæsning af måleinstrumenter, tabeller, grafer og figurer efter anvisning og instruktion.

6. Eksamensmateriale:

6.1. Eksamensmateriale.

Eleven/den studerende har ikke mulighed for at anvende almindeligt trykt materiale, tabeller, diagrammer, kurver, billeder, tredimensionale tegninger, landkort o. lign. - I tvivlstilfælde anbefales en afklaring med den studerende før eksamen, om det givne materiale kan bruges.
Nota, www.nota.nu, producerer eksamensmateriale i punktskrift eller andre særligt tilrettelagte formater. Desuden kan Nota give rådgivning ved tilrettelæggelse af eksamensmaterialet.

6.2. Vedrørende lodtrukne spørgsmål.

I tilfælde af mundtlig eksamen med lodtrukne spørgsmål skal eleven/den studerende på lige fod med andre have mulighed for at trække lod. Da eksamensspørgsmål af større omfang samt eventuelt tilhørende bilag skal foreligge på punkt for eleven/den studerende, er det nødvendigt med en lodtrækningsprocedure, hvorefter rektor/skoleleder eller anden ansvarlig person trækker spørgsmål på den studerendes vegne så betids, at materialet kan blive produceret på punktskrift eller andre medier hos Nota.

7. Praktisk forløb:

7.1.

Senest 8 uger før eksamensperioden indkalder den ansvarlige lærer i faget eleven/den studerende til samtale, bl.a. med henblik på at give vedkommende mulighed for at vurdere i hvilket omfang det forestående eksamensmateriale skal oversættes til punktskrift og/eller andre tilgængelige medier. Materialet bestilles som nævnt hos Nota og betales med midler fra de økonomiske rammer til studiematerialer, som de studerende som regel allerede har til rådighed.

7.2.

Hvis materialet eller dele af det skal oversættes til punktskrift eller til andre tilgængelige medier hos Nota, skal det udvalgte materiale (f.eks. ved lodtrækning) fremsendes anbefalet senest 3 uger (15 arbejdsdage) før eksamen til:

Nota
Teglværksgade 37
2100 København Ø
Telefon: 39 13 46 00
Mail: info(at)remove-this.nota.nu

7.3.

Dagen før eksamen opstiller eleven/den studerende i samarbejde med uddannelsesstedet, ofte en it-ansvarlig, hjælpemidlerne i det af uddannelsesstedet anviste eksamenslokale. Eleven/den studerende sørger selv for transport af hjælpemidlerne til uddannelsesstedet. Der kan være behov for hjælp fra uddannelsesstedets side ved transport inden for uddannelsesstedets bygninger.

7.4.

Senest dagen efter eksamen sørger eleven/den studerende for hjemtransporten af hjælpemidlerne.

8. Andet

Derudover kan eleven/den studerende have individuelle behov i forbindelse med en given eksamensform. Instituttet anbefaler derfor altid, at den ansvarlige lærer senest 8 uger før eksamen tager en samtale med eleven/den studerende med henblik på at afklare disse behov og eventuelt finde frem til en individuel løsning, så den studerende er kompenseret i eksamenssituationen.

 

Kontakt

Anne Bjørkmann

Anne Bjørkmann

Studievejleder
Tlf.: 39 45 23 63
Logo af Københavns Kommune