Gode råd til dig som sagsbehandler

Billede af en telefon

Råd til sagsbehandlere

Blinde og svagsynede, der overvejer deres ønsker til job og uddannelse, skal altid afveje deres fremtidsdrømme i forhold til synets praktiske begrænsninger.

Du kan hjælpe dem videre i deres udvikling af selvstændighed, faglige og personlige kompetencer og vilje til at realisere egne drømme.

Instituttets mentorer har disse råd til, hvordan du kan møde og vejlede blinde og svagsynede:

Hjælp til afdækning af egne kompetencer

Først og fremmest kan du hjælpe med at afdække personens kompetencer og muligheder for at udvikle de faglige og personlige kompetencer, som typisk er vigtige i en ønsket jobfunktion.

Dernæst kan du bidrage til at afklare de praktiske muligheder for at klare bestemte job; hvilke opgaver har man typisk som f.eks. sælger?

Hvilke individuelle løsninger og hjælpemidler kan bruges, og kan personlig assistance benyttes?

Vejled op!

Vejled op - ikke ned!

Du kan modvirke, at borgerens egne lave forventninger - eller dine - overskygger hans eller hendes kompetencer, ambitioner og faglige interesser.

Se på det hele menneske

Det er vigtigt at tænke hele borgerens hverdag som blind eller svagsynet ind i forbindelse med jobvurderingen.
At kunne bestride et job kræver også, at der er overskud i hverdagen, derfor kan praktisk hjælp, ledsagerordning og personlig assistance være afgørende faktorer for en blind eller svagsynets integration på arbejdsmarkedet.

Praktikforløb og arbejdsprøvning

Som sagsbehandler kan du arrangere praktikforløb, arbejdsprøvning mv. og bidrage til borgerens afklaring af egne kompetencer samt praktiske muligheder og begrænsninger.

Det er særligt relevant for mennesker med nedsat syn og blindhed, som ofte har begrænset erhvervserfaring i forhold til andre unge, der f.eks. har afprøvet og udviklet sig i fritidsjob.

Hurtig proces

Som sagsbehandler kan du sikre en hurtig proces ved bevilling af hjælpemidler og vedligeholdelse af disse. Nyansatte er særligt sårbare, da de skal bevise deres værd overfor arbejdsgiveren, og ventetid på hjælpemidler er en markant stressfaktor.

Hjælpemiddelansøgninger

Din effektive behandling af ansøgninger om hjælpemidler er afgørende for at mindske stress ved jobstarten.
Du kan så vidt muligt forberede bevillingen i forvejen for at øge effektiviteten.

Kontakt

Anne Bjørkmann

Anne Bjørkmann

Studievejleder
Tlf.: 39 45 23 63
Logo af Københavns Kommune