Print
·
Sitemap
Billede af førerhund

Om synshandicap

Der findes ikke noget tal på, hvor mange der er synshandicappede i Danmark. Blandt de 0 - 18 årige bliver der hvert år anmeldt mellem 150 og 200 nye tilfælde af synshandicap, men der findes ikke noget samlet register over voksne synshandicappede.

 

At være svagsynet eller blind kan være noget man er født med eller som er opstået senere i livet som resultat af sygdomme, ulykker, høj alder eller andet.

 

De fleste synshandicappede har fået deres synsnedsættelse som voksne, og langt de fleste blinde og svagsynede er over 65 år.

Det er som oftest aldersforandringer på nethinden, der er årsag til synsnedsættelse hos voksne.

I Danmark kategoriserer man synshandicap i forhold til synsstyrke:

Svagsynet

Hvis man har en synsstyrke på mindre end eller lig med 6/18, men bedre end 6/60 er man svagsynet.

Social blindhed

Hvis synsstyrken er mindre end 6/60 og bedre end 1/60 er man socialt blind.

Praktisk blindhed
Man er praktisk blind, hvis ens synsstyrke enten er A: mindre end 1/60, B: ens synsfelt højst er 10 grader på det bedste øje eller C: man har en synsstyrke på 6/18 eller derunder og samtidig har et synsfelt på 20 grader eller mindre.

Total blindhed

Man er totalt blind, hvis man ingen lyssans har.

Udover forskellige grader af nedsat synsstyrke findes der også andre former for synshandicap som for eksempel manglende evne til at styre øjnene, dobbeltsyn, lysoverfølsomhed med flere.

Synsstyrke

Synsstyrken bliver undersøgt ved en test, hvor man måler evnen til at se forskellige symboler på en bestemt afstand.

Man udtrykker synsstyrken i brøker og i forhold til det normale syn. Det normale syn bliver defineret som 6/6, og det normale synsfelt som 180 grader, når begge øjne er åbne. Dvs. hvis en person har en synsstyrke på 6/18 betyder det, at han på 6 meter kan se det en person med et normalt syn kan se på 18 meter.

 

Man anser en person for at være blind, hvis han har et syn på 6/60.