Print
·
Sitemap

Projekt "Fra jord til bord"

Instituttet for Blinde og Svagsynedes (IBOS) har siden 2009 haft en aktivitet og samværsgruppe, efter servicelovens § 104. Aktivitets og samværstilbuddet er til personer med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Formålet er at opretholde eller forbedre personlige færdigheder eller livsvilkår. IBOS’ aktivitets og samværsgruppe står bag projekt “fra jord til bord” der er støttet med fondsmidler fra Pensionsstyrelsen.

“Fra jord til bord” er et treårigt projekt med fokus på at øge livskvalitet, personlig udvikling og samfundsdeltagelse. Dette sker igennem et forløb med læring om kost, økologi og bevægelse. “Fra jord til bord” vil blandt andet inddrage borgeren i aktiviteter som at købe ind, dyrke råvarer og skabe et bæredygtigt produkt, der strækker sig fra plukning af æbler til opstarten af et æblemosteri. Der lægges i projektet vægt på “learning by doing” hvilket vil sige, at borgeren er med i alle dele af processen fra start til slut. Fra at have hænderne i jorden til at smage det endelige produkt.

Projektet “fra jord til bord”
Fase 1: Opstart - teori (sep. 2011 - nov. 2012)
Der indsamles viden, skabes medansvar, samt undervises/informeres om kost og sundhed. Der afprøves personlige færdigheder, herunder taktile færdigheder og begrænsninger. Der tages på virksomhedsbesøg og studietur f. eks. et mosteri, botanisk have, gartneri og inddrages ekstern ekspertise, eksempelvis besøg af gartner, kok, ernæringsekspert eller anden relevant fagperson. Første høst af æbler og evt. krydderurter.

Fase 2: Klargøre - fra teori til praksis (dec. 2012 - nov. 2013)
I denne fase skal deltagerne købe ind, så, plante, passe, høste og forarbejde råvarer. Der vil blive afholdt økologisk sansecafé. Æblemosteriet opstartes. Gruppen tager ud på æbleplantage, plukker, behandler og laver æblemost. Derudover påtænkes opstart af samarbejde med wellness klinik på IBOS.

Fase 3: Udvikling (Dec. 2013 - Sept. 2014)
Arbejdet fortsætter med mosteriet og der sker en videreudvikling af produkter samt produktion af the, olier, sæbe etc. Afholdelse af økologisk minimarked.

Baggrund for projektet
Mange blinde og svagsynede har særlige udfordringer i forbindelse med kost og motion. De har større risiko for ikke at få en god og varieret kost og får derfor ikke altid den nødvendige motion. Dette er en kendsgerning fra en SFI rapport fra 2010 om blinde og stærkt svagsynedes barrierer for samfundsdelta-gelse. Rapporten viser også at det kan ændres og det er et af målene med projektet “fra jord til bord”. Der vil være fokus på øget kropsbevidsthed gennem fysisk aktivitet og på information om næring, kvalitet, hygiejne, økologi mv. Igennem hele projektet, vil netop alle andre sanser end synet være i centrum både det at smage, føle, høre og dufte.

Deltagerne vil igennem projektet opleve venskab, fællesskab og samspil med andre, samtidig med, at man har medansvar i skabelsen af forskellige produkter. Projektet vil også indgå et samarbejde med TV-Glad, for at nå ud til andre.

 Aktivitet og samværsgruppen

Læs mere om aktivitet og samværsgruppen på IBOS ved at trykke her.

 

_MG_1528.jpg

KONTAKT

Kunne du tænke dig at høre mere om projektet, har du nogle spørgsmål eller kender nogen der kunne få gavn af at deltage: Henvend dig til:

 

Projektansvarlig

Anna Öberg

på 39 45 23 33 / ag@ibos.dk

 

WEB_størrelse.jpg