Kim Månedens mentor
Hver måned bringer vi et nyt portræt af en mentor, der fortæller om sine erfaringer med uddannelse og job. Her fortæller Kim sin historie.
Kim
”Mit synshandicap fylder meget lidt på mit arbejde. Det er slet ikke noget, jeg har særlig meget fokus på, og jeg er temmelig sikker på, at mine kollegaer her heller ikke har det.”
Jeg er 49 år og uddannet EDB-assistent. Siden har jeg videreuddannet mig til datanom sideløbende med arbejdet. Jeg er blind og har altid set meget dårligt.
Jeg har sat det krav til min uddannelse og mit job, at jeg vil kunne klare mig selv uden personlig assistance for ikke at være afhængig af et andet menneskes øjne i hverdagen.
Uddannelse
Min uddannelse til EDB-assistent var et intenst forløb, der gav mig mange kompetencer, som jeg valgte at udvide med datanom-uddannelsen efter et par år i arbejde.
Jeg kunne tilrettelægge mit arbejde sådan, at jeg kunne følge undervisning på datanom-uddannelsen en formiddag om ugen, og så lavede jeg lektier om aftenen. Jeg var glad for uddannelsen og valgte at tage den over længere tid end normalt, for ikke at presse mig selv for hårdt med både arbejde og uddannelse.
Vejen til det første job
Som nyuddannet søgte jeg ca. 30 job, både ud fra jobannoncer i aviser og uopfordret. Jeg kom ikke til samtale nogen steder, indtil jeg blev kontaktet af personalechefen på en større virksomhed, som jeg havde sendt en uopfordret ansøgning. Jeg tror, at det lykkedes, fordi personalechefen var villig til at give mig en chance.
I mine ansøgninger lagde jeg mest vægt på, hvad jeg kan lide at beskæftige mig med indenfor mit fagområde. Jeg ønskede ikke, at min blindhed skulle forhindre mig i at komme i betragtning til de job, jeg søgte. Som noget af det sidste skrev jeg, at jeg i øvrigt var svagtseende, og at jeg ikke så det som noget, der ville ændre på mine muligheder for at udføre mit job.
I første omgang blev jeg ansat i 6 måneder i arbejdsprøvning. Derefter har jeg været i ordinær ansættelse på samme arbejdsplads.
Mit job i dag
Jeg er ansat i en større dansk transportvirksomhed og arbejder med planlægning af virksomhedens interne IT-systemer. Min opgave er at programmere IT-systemer, der ’skræddersys’ til brugernes behov og arbejdsprocesser i virksomhedens andre afdelinger.
De indledende øvelser på en konkret opgave går ud på at sætte sig grundigt ind i brugernes problem. Det er udfordrende og sjovt at lære en anden verden at kende, når jeg skal forstå brugernes verdener og derefter lave nogle gode løsninger, der passer til deres arbejde.
Udover den konkrete programmering deltager jeg derfor i bruger- og designmøder og har løbende kontakt med brugere og andre planlæggere, bl.a. per mail. Min styrke ligger i, at jeg koncentrerer mig og er ekstremt omhyggelig med mit arbejde.
Efter min mening har den teknologiske udvikling givet synshandicappede helt nye muligheder på arbejdsmarkedet. Selv benytter jeg primært en talesyntese på computeren. Den type programmer har revolutioneret blindes adgang til information, og det er derfor, jeg kan udføre mit arbejde. En sjælden gang er jeg nødt til at scanne noget ind, men de fleste ting kan nemt skaffes i elektronisk form. Jeg færdes desuden med stok.
Mine råd om uddannelse og job
Man skal satse på et arbejde, hvor man selv kan løfte opgaven og udføre arbejdet uden at være afhængig af andre.
Desuden skal man forsøge at klare uddannelsen på samme vilkår som sine medstuderende – det giver selvtillid, når man ved, at man kan klare det samme som de seende studerende.
Lær punktskrift, for det er vigtigt at kunne tage noter!
Det er også vigtigt at blive god til at kommunikere og tilpasse sit kropssprog og sin mimik, så seende kolleger bliver mindre bevidste om, at man er anderledes.
Sidst, men ikke mindst, er det godt at have noget fagligt, som man er rigtigt god til.

