Historie
Instituttet på Rymarksvej i Hellerup blev bygget som anden generation af Institut for blinde i Danmark. Det første - Det Kongelige Institut for Blinde på Kastelsvej på Østerbro - blev bygget i 1858 af den private organisation Kædeordenen.
Det var Kædeordenen, der i 1811 var startet med at undervise blinde børn og unge i Danmark. En undervisning, der i først i 1858 blev overtaget af Staten.
Instituttet på Kastelsvej var - og er stadig i dag - udefra set et arkitektonisk flot hus. Men inden døre var rummene små, mørke og fugtige. Det var derfor ikke de bedste forhold, de blinde børn og unge levede under, og tuberkulosen florerede på stedet.
Behovet for nye og bedre faciliteter voksede i løbet af det 20. århundrede, og i 1966 blev byggeriet af Instituttet for blinde og svagsynede begyndt. Bag byggeriet stod den kongelige bygmester Preben Hansen. Huset blev taget i brug i august 1968.
Da Instituttet blev bygget var det stadig almindeligt at blinde og svagsynede børn og unge levede adskilt fra familie og andre børn og unge. Børnene boede på Refsnæsskolen, og de unge på Instituttet for Blinde og Svagsynede.
Det ændrede sig dog hurtigt i tiden omkring åbningen af Instituttet. Bo-afdelingen var tænkt som permanent opholdssted, men fungerer i dag som midlertidigt hjem for kursister på korte og lange kurser på Instituttet.
På Instituttets Blindehistoriske Museum kan du få meget mere at vide om Instituttet for blinde og svagsynedes spændende historie.

