Nye apps gør det nemt at give en hjælpende hånd

Billede af fotos og ikoner fra ledsage- og O&M-teknik apps.

 

”Jeg vil gerne hjælpe, men…”

Sådan tænker mange mennesker, når de møder en person med synsnedsættelse. Generthed og tanken om at komme til at gøre noget forkert kan få en til at lade være med at hjælpe.

Onsdag den 24. september bliver det nemmere at hjælpe. Da lancerer IBOS - Instituttet for Blinde og Svagsynede sin nye app, som hedder ’Ledsageteknik’, og med tekst og et væld af billeder giver gode råd og instruktion i de basale teknikker for ledsagelse.

Gør ledsagelse værdigt for begge parter

App’en er udviklet af IBOS’ ergoterapeut og ekspert i orientering og mobility, Dorte Lund Hansen. Orientering og mobility – eller O&M – er teknikker til at færdes på egen hånd, når man har en synsnedsættelse.

”App’en henvender sig til alle, som ikke har specialviden – fra familiemedlemmer over plejepersonale til receptionister på hoteller, og selvfølgelig de mennesker, som møder et menneske med synsnedsættelse på gaden. Med app’en bliver det nemt og ’ufarligt’ at hjælpe, og vi lægger selvfølgelig vægt på, at ledsagelse skal være værdig, både for ledsageren og for personen med synsnedsættelse,” siger Dorte Lund.

Derfor indeholder app’en ud over illustrationer og instruktion i ledsageteknik også gode råd til både ledsager og personer med synsnedsættelse. Ledsageren bliver for eksempel opfordret til at præsentere sig med navn og tilbyde sin hjælp, før hun eller han går i gang med at hjælpe. På den anden side bliver personen med synsnedsættelse opfordret til blandt andet at gøre sin indflydelse gældende ved faktisk at sige, hvis hun eller han ønsker hjælp – eller netop ikke vil hjælpes.

Særlig app til professionelle

Samtidig med den brede, lettilgængelige app udgiver IBOS app’en ’O&M-teknik’. Den henvender sig til professionelle som O&M-instruktører og -studerende. Dorte Lund fra IBOS fik ideen til de to apps gennem sit arbejde med at uddanne O&M-instruktører.

”Jeg savnede visuelt materiale, når jeg underviste i teknikkerne. Så kom tanken om at gøre materialet tilgængeligt for alle hele tiden i stedet for at det kun var mig, der havde det på mine undervisnings-slides.”

”For os målet at hæve kvalitetsniveauet. En instruktør kan bruge den til at have al sin viden om teknikker samlet et enkelt sted, hvor den altid er let at få fat i. På den måde kan man fjerne tvivl, forberede sig og optimere sit arbejde med mobilityinstruktion,” siger Dorte Lund.

De to apps, ’Ledsageteknik’ og ’O&M-teknik’, er gratis og kan downloades til iPhone og iPad i App Store fra onsdag den 24. september.

Læs om IBOS’ uddannelse af O&M-instruktører på dette link.

 

 

Logo af Københavns Kommune